Viden tiltrækker gæster med viden

October 27, 2016

Forsknings- og udviklingsprojektet EcoGrid 2.0 kommer de næste tre år til at lokke danske og internationale eksperter og medier til Bornholm for at høre nærmere om, hvordan fremtidens intelligente energisystem kan blive strikket sammen. En del af ’energituristerne’ bliver indlogeret på Hotel GSH, Green Solution House i Rønne.

”Kære gæst – vær’ miljøbevist og spar på håndklæderne” er efterhånden standard på hoteller verden over, selvom der ofte sker det, at rengøringspersonalet alligevel skifter de håndklæder, man har hængt til tørre.

Hvad bæredygtig udvikling angår, hæver hotel-, konference- og videnscentret Green Solution House - i daglig tale kaldet Hotel GSH - sig milevidt over det niveau. Gaia Solar- solceller på altanerne sørger for elektricitet, ventilationen på hotelværelserne er styret med VELUX-udstyr efter behov, og der er vatrondeller af økologisk bomuld og miljømærket sæbe på badeværelserne.

Foran et visuelt showroom, der fortæller historien om Hotel GSH i udkanten af Rønne, påpeger adm. direktør Trine Richter, at konkurrencen er hård mellem danske og udenlandske konferencecentre, når det handler om at tiltrække erhvervsfolk, forskere og andre deltagere til faglige arrangementer.

Derfor satser Hotel GSH med en stribe bæredygtige initiativer og i et tæt samarbejde med Bornholms Energi & Forsyning og andre miljø-innovative dele af erhvervslivet på at være en attraktion i sig selv.

-       Bornholm skal være en ’reason to go’ med vidunderlig mad, vidunderlig natur og med et ekstremt fokus på bæredygtigt byggeri og bæredygtig drift, siger Trine Richter.

Holistisk tankegang

Det afsluttede EcoGrid-EU-projekt har fra maj 2014 til nu tiltrukket 399 gæster fra 63 lande til Bornholms Energi & Forsynings showroom, Villa Smart. En del af disse og mange danskere har boet på Hotel GSH.

Nu er EcoGrid. 2.0 i gang med støtte fra Energistyrelsens EUDP-pulje og deltagelse af Bornholms Energi & Forsyning, Dansk Energi, IBM, Insero Software, Uptime-IT, DTU Elektro, CBS, KRUKOW og 2+1. Centralt i projektet er 1.000 bornholmske hjem med varmepumper eller el-radiatorer, men over de næste par år vil også EcoGrid 2.0 trække besøgende til Bornholm.

Mens hun viser rundt i bygningerne, fortæller Trine Richter om nogle af de mange små og store tiltag, der gør Hotel GSH til noget ganske særligt. Grundlæggende har Hotel GSH forsøgt at gå så langt som muligt i forhold til en helhedstankegang. Ud fra cradle-to-cradle-principper skal gulvtæpper, fliser og mange andre materialer altså være bæredygtige at producere, anvende og ultimativt genanvende. Også sociale forhold, herunder brug af lokale råvarer, skal være tænkt ind.

-       Folk tiltrækkes af viden, og derfor klarer København sig godt, påpeger Trine Richter, der på sit hotel ser beviser på, at også Bornholm kan tiltrække forskere og andre kreative folk fra hele verden.

Energi og lægevidenskab

Aktuelt har det engelske firma Cantifix opstillet et 35 kvadratmeter stort glashus ude i baghaven, der i øvrigt fungerer som skulpturelt landskab med opsamling af regnvand, så det rene vand ikke belaster kloaksystemet.

Det britiske glashus fungerer som testmiljø for et hold forskere fra Oxford University, der med projektet ’The Photon Space’ vil udsætte 30 forsøgspersoner for massive mængder dagslys over fem dage ad gangen. Formålet er at undersøge, hvordan søvnmønster, døgnrytme og generel sundhed bliver påvirket af dagslys til brug i behandlingen af bl.a. depression, skizofreni, Parkinsons og Alzheimers.

’Foruden lægevidenskaben forventes forskningsprojektet at få stor bevågenhed fra arkitekter, idet resultaterne meget vel kan påvirke den måde, vi kommer til at bygge og indrette os på i fremtiden. Også turismeindustrien er i fokus, idet glashuset skaber en helt ny mulighed for at være i ét med naturen’, hedder det i en pressemeddelelse fra de engelske forskere.

Også inde i lokalerne på hotel- og konferencecentret er der eksempler på godt lys – for eksempel kaster nogle svenske birketræer forsynet med LED-pærer lys over et af de åbne områder med højt til loftet. Ved siden af bliver vand fra toiletter forsøgt renset i seks høje cylindre med grønne alger for derefter at blive genanvendt til bl.a. vanding af en indendørs væg bestående af levende planter. I sig selv er væggen en smuk installation, som bryder med vante forestillinger om udsmykning

-       Vi har bygget bæredygtigt, vores drift skal være så bæredygtig som mulig, og så skal vi løbende demonstrere nye bæredygtige løsninger for at fastholde nyhedens interesse. Vores showroom dør, hvis vi ikke fortsætter med at udvikle os. Forskningsprojektet med glashuset passer fint ind i vores ambitioner om at facilitere deling af viden, siger Trine Richter.

Turisme som levebrød

Ideen til Hotel GSH, Green Solution House blev undfanget på en camp i 2007, hvor 48 mennesker var spærret inde i 48 timer for at udvikle bud på, hvordan Bornholm kan udvikle sig til et bæredygtigt samfund.

Strategien Bright Green Island blev udviklet som et synligt resultat af campen, og Hotel GSH var en af handlingerne. Hvert år kommer der over en halv million turister til Østersø-øen – heraf langt de fleste i højsæsonen – så turisme spredt mere ud over året er sammen med fødevarer/landbrug og energi/bæredygtighed noget af det, bornholmerne skal leve af i fremtiden.

-       Hotel GSH er i gang med sit første fulde driftsår, og vi bliver ved med at udfordre os selv og skubbe til lovgivningen, der ikke altid spiller med. Vi skal selvfølgelig tjene penge, men vi er fondsejet, så hvis vi får overskud, vil det blive investeret i nye bæredygtige løsninger, fastslår Trine Richter, inden hun igen kaster sig over dagens opgaver, der bl.a. omfatter at tage sig godt af et internationalt hold matematikere og gæster fra Nordisk Ministerråd. 

Læs mere på www.greensolutionhouse.dk

 

Fakta om Hotel GSH, Green Solution House

  • Er et firestjernet hotel med plads til ca. 200 overnattende gæster. Har miljømærket Den Grønne Nøgle.
  • Er en renoveret bygning med nybyggede konferencefaciliteter med plads til 350 gæster. Er certificeret efter den tyske DGNB-standard (sølv).
  • Er ’omringet’ af et nyanlagt grønt område, som dels fungerer som regnvandsopsamling, dels er hjemsted for bistader, køkkenhave og et nyt haveprojekt med Røde Kors Asylcenter på Bornholm.
  • Har fået EU's Miljøpris i Danmark 2016.
  • Blev kåret som Årets Erhvervsbyggeri 2015 af Magasinet Byggeriet.
Share on Facebook

Flere nyheder

Kontakt

SPØRGSMÅL og besøg i Villa Smart

Pauli Hjorth Hansen (BEOF)
phh@beof.dk
Telefon: 56 930 952 eller 40 283 007

Presse

Jesper Tornbjerg (Dansk Energi)
jto@danskenergi.dk
Telefon: 35 300 470

Nyhedsbrev

Følg med i projektet. Vi opdaterer løbende og spammer ikke. Kun relevant og ny information sendes ud, og man kan altid framelde sig igen.

Tak for din tilmelding. Du hører fra os snarest.

Et eller andet er gået galt. Tjek lige felterne
og prøv eventuelt igen senere